Klubben har ved flere lejligheder set en mulighed for at have en stand i forbindelse med aktiviteter i byen. En stand, hvor vi kunne vise vores billeder og udbrede kendskabet til vores fine klub. I forbindelse med Trekantområdets kulturfestival lykkedes det både at se og gribe muligheden for en stand på kulturnatten i Fredericia fredag den 1. sep. 2017.
Vi kontaktede Kristian Lykkebo på kommunen og vi fik tilbudt en fin plads, centralt op til Rådhuspladsen. I løbet af fjorten dage fik Bo og Karin skaffet en pavillon, samlet nogle billeder til udstilling, engageret andre klubmedlemmer, printet nye foldere og planlagt opstilling på selve dagen.
Ved 13 tiden på dagen, tog vi ind til byen og på et par timer, fik vi med hjælp fra andre klubmedlemmer, stillet standen op. Vi havde været hos PR offset for et låne en roll up med et billede, taget af Bo. Det fungerede rigtig godt som blikfang, især da der kom spot på det ved skumringstide. Vi havde også nogle kreative kulørte malede sten, der kunne fange folks interesse.
Der var liv og glade dage i byen. Til den ene side havde vi disko og plasticbalje-tromme-workshop og til den anden side Jazz musik, spillet af Aftenskolerne. Der var fin interesse for vores stand. Vi uddelte en del foldere og talte i løbet af eftermiddagen/aftenen med henved 100 fotointeresserede mennesker, hvoraf flere tilkendegav, de gerne vil komme forbi på en klubaften. Der dukkede også en op på en caféaften onsdagen efter, og det er vi meget glade for og vi er overbevist, der kommer flere. Flere klubmedlemmer kom også forbi og hilste på, så da vi skulle pakke sammen ved 21.30 tiden, var vi seks, der i løbet af en halv time, havde pakket det hele sammen. Vi sluttede af med at se fyrværkeriet hen over C-byen. Stemmerne var godt brugt, fødderne trætte, hjernen lige så, men hjertet glad og vi var tilfredse med udbyttet af dagen. Vi er ret overbeviste om at en del flere borgere i Fredericia nu kender Fredericia Fotoklub.
Vi gjorde os en del erfaringer i den forbindelse med opstilling og indretning af standen. Erfaringer, som kommer os til gode næste gang, for vi er helt sikkert frisk på at være med en anden gang, når der sker noget i byen