Pinselørdag havde vi oprindeligt en aftale med LSOK og Strib svømmehal om at komme derover og lave forskellige shoot. Pga renovering af svømmehalen meldte de afbud og så var gode råd dyre. Heldigvis kunne vi låne en anden svømmehal og da vi også havde skaffet to søde svømmepiger og en MakeUpArtist, så kunne vi gennemføre shootet. De otte medlemmer, der deltog, havde en udfordrende og varm formiddag, hvor der virkelig blev nørdet teknik. Ea Lykkegård lagde make up på pigerne, Mette og Ulla,som begge er ” tritosser” og har nogle fantastiske atletiske kroppe, som de fik god brug for. Det er ret krævende at flyde i en tung brudekjole og mindst lige så krævende at stå nærmest i spagat i vandet, for så at dykke meget langsom op og ned i vandet, så vi kunne få det rigtige make-uppen løber look. Det var nu ikke så nemt, men pigerne havde en fest i vandet og de herrer på kanten svedte bravt i svømmehallens varme. Da vi havde gennemført de forskellige shoot, fik pigerne taget billeder på kanten og poserende i deres badedragter. Det var en sjov formiddag, som bestemt tåler en gentagelse, hvor der arbejdes mere med spejlinger i vand.