Onsdag den. 25 september 2017 blev efterårets billedkritikaften afholdt i klubben. Lige inden de 25 billeder blev vist, havde Kim Borup et lille indlæg om ND filtre, der kort og præcist fortalte lidt om brugen af filtre. De indsendte 25 billeder blev herefter vist anonymt. Fotografen kunne så selv vælge om han/hun vil give sig til kende. Kritikken gives konstruktivt og helt sikkert i en god tone. Billedkritikaftenen er en god anledning til at vise sine billeder frem og få kommentarer med på vejen.
Flere billeder medførte gode snakke. Både om komposition, lys, vinkler osv, men i særdeleshed også til refleksioner over historien i billederne. Bla Kurt Aulbys billede fra en storby i Europa hvor unge mennesker godt må bebo kondemnerede huse, blot de rømmer, når bygningen skal rives ned, gav anledning til en god snak om baggrunden og historien i og bag billedet.
Billedkritik er en af de aftner, der trækker medlemmer til og over 20 var kommet for at se billeder.