Lørdag den 16 september havde Bo og Karin arrangeret en kombineret foto og motionstur til Houens Odde. Det ligger imellem Kolding og Middelfart. De havde truet med sved på panden, men så slemt blev det ikke. Vi mødtes på p pladsen ved Stensgården og gik derfra i samlet flok. Vi var lige inde i den fine træskovkirke, som er bygget i rafter. Første længere stop var på den lille odde over mod Drejens. Undervejs opdagede vi mange svampe i forskellige former og farver. Og en lækker bille, der blev båret til en mere fotoegnet baggrund, hvor den agerede fotomodel.
Helt ude på spidsen var vi i den udendørs skovkirke og i lige tilpas tid kom Bo´s kone med kaffe og kage til de syv medlemmer, der deltog. De lækre muffins blev spist og med fornyet energi gik vi videre langs Gudsø Vig igennem skoven, hvor der dukkede endnu flere fotogene svampe op. Det var vist en tur hvor flere lå mere ned med kameraet end de stod, når der skulle tages billeder.
På et tidspunkt gik vi på tværs gennem skoven og kom ud på den store sti igen, inden vi til sidst var tilbage ved bilerne på p-pladsen med 7 km i benene og en masse billeder i kameraet. En rigtig fin tur i dejligt vejr.